Sidste dag i 2021

Det føles altid særligt at skrive til Jer her på årets sidste dag, og se tilbage på året som er gået.

På trods af livets forskellige udfordringer også i en pandemi tid, så har vi en masse gode yoga stunder at se tilbage på. Yogamåtten er hyppigt blevet rullet ud i salen på Gården i alt slags vejr - med og uden tæpper men dog helt uden huer på - hvor er jeg taknemmelig for at I altid tager klima forandringer med oprejst pande.

Vi har også taget vores yoga praksis til andre rammer på Gilleleje Badehotel, og jeg bliver hver gang fortryllet af stemningen og udsigten. Vi tager heldigvis afsted igen i januar, og mon ikke at jeg tilbyder endnu et arrangement i løbet af året.

Traditionen tro blev årets yoga weekend afholdt ved Buresø, og sikke en yogafest. Jeg må indrømme at hvis man ønsker et retreat med power, ja så er dette den rette yoga weekend at vælge.

Næste retreat bliver til foråret og er allerede fuld booket, og som altid står min kære yoga kollega Jeannie og jeg klar til at forkæle Jer.

Jeg planlægger at genoptage MoreYoga på Gården, som er et par timers yoga med et særligt emne som fx yinyoga til dem som bare ikke kan få nok yoga i hverdagen. Jeg ønsker nemlig, at vores yoga fællesskab er og fortætter med at være et ”space” for HverdagsVelvære – et uformelt og naturligvis professionelt yogasted.

Min akupunkturklinik flyttede inden sommeren 5 skridt længere ned af gangen til et større og lysere  lokale. Det betød også at drømmen om en elektrisk briks kunne blive indfriet til gavn for både patienter og ikke mindst behandleren.

En endnu større drøm blev indfriet i november hvor jeg afsluttede mit studie gennem et par år i klassisk kinesisk akupunktur og medicin. Tak for alle Jer som har heppet på mig undervejs og ikke mindst min familie som har holdt (mig) ud . Uden min yogamåtte og Jeres samvær hver uge, havde jeg ikke klaret mig igennem mentalt. At bruge yogaen som terapi, vejen til smidighed eller hverdags velvære er underordnet, bare vi kan lide det og mærker trygheden i krop og sjæl.

Det var et lille tilbageblik på året som er gået for Loyoga – uden Jeres støtte og engagement ville jeg fortsat ikke kunne drive min passion ud i livet.

Jeg ønsker Jer alle et herligt og lykkebringende Nyt-år – på kærligt gensyn på Gården i 2022.

Kærligst Louise